CITROËN BRINGER FORTID OG FREMTID SAMMEN PÅ PARIS MOTOR SHOW
2 CV er tilbage – genfødt til en ny tid. Når Paris Motor Show slår dørene op den 12. oktober, løfter Citroën sløret for en konceptbil, der tager sit udgangspunkt i den folkekære klassiker og giver et bud på, hvordan en enkel og prisvenlig elbil kan se ud i dag. Ved siden af står en endnu hemmelig konceptbil, en showbil til ære for den franske flådes 400-års jubilæum og den nye Formula E-racer GEN4. Det hele kan opleves på Citroëns 850 m² store stand i Hal 4, Porte de Versailles frem til 18. oktober.
01/10/2026

"Paris Motor Show er en stor fest for bilismen, og Citroën er glad for at være en del af den. Med et fuldstændig fornyet modelprogram, en ny generation af Formula E-biler og koncepter, der udforsker nye måder at gøre elektrisk mobilitet enklere, mere tilgængelig og mere attraktiv, bekræfter vi en vision, der forbliver tro mod vores historie, samtidig med at vi ser ind i fremtiden. Og fordi Citroën frem for alt er et folkeligt og livligt brand, ville vi dele denne vision med publikum på en stand, der er indrettet som et ægte opholdsrum, og som vil summe af aktivitet under hele messen,” siger Xavier Chardon, CEO for Citroën.

 

 

Pressekonferencer på Citroëns stand – 12. oktober

Hal 4, Porte de Versailles, Paris

Kl. 9.45 – Stellantis Group
Antonio Filosa, CEO, Stellantis Group

Kl. 9.55 – Citroën
Xavier Chardon, CEO, Citroën
Pierre Leclercq, Head of Design, Citroën

 

 

Nyheder på standen

 

To konceptbiler
Den ene konceptbil tager udgangspunkt i et af Citroëns mest kendte ikoner og overfører tankerne bag 2 CV til en moderne kontekst. Fokus er på at gøre mobilitet enklere og mere tilgængelig. Den anden konceptbil afsløres som en overraskelse på Paris Motor Show.

C3 Aircross Marine nationale
Showbilen C3 Aircross Marine Nationale vises for første gang for offentligheden. Den er udviklet i forbindelse med den franske flådes 400-års jubilæum og er en mere robust og outdoor-orienteret fortolkning af C3 Aircross.

Ny ”Outdoor”-signatur
Citroën præsenterer som verdenspremiere en ny ”Outdoor”-signatur, der bliver introduceret til Ami, C3 og C3 Aircross.

C5 Aircross Emeraude
Ny version, der markerer, at C5 Aircross har været på markedet i et år. Fokus er på komfort.

Ny GEN4 til Formel E
Citroën viser den nye generation af Formel E-raceren, GEN4, i en ny bemaling. GEN4 er både kraftigere og hurtigere end den nuværende generation og skal deltage i sæson 13 af FIA ABB Formula E Championship.

Collection-specialserie
Specialserien Collection introduceres til C3, C3 Aircross og C4 med særlige design- og connectivity-elementer.

 

 

Aktiviteter på Citroëns stand

Ud over bilerne vil Citroën gennem hele Paris Motor Show afholde en række aktiviteter på standen.

På standens mere end 200 m² store mezzanin bliver der indrettet et område med møbler fra Fermobs Sixties- og Rivage-kollektioner. Her afholdes blandt andet talks, ligesom Bistrot Citroën får til huse her.

I Bistrot Citroën vil forskellige kokke i løbet af ugen tilberede klassiske franske retter som croque-monsieur, pâté en croûte, jambon-beurre og œuf mimosa. Vincent Ferniot er vært.

Spotify står for musikken på standen med en særlig playliste samt DJ-sets på udvalgte dage, mens det også vil være muligt at møde den belgiske tegneserietegner Jean-Luc Delvaux, som er 2 CV-entusiast og har inspireret til en af funktionerne i konceptbilen.